Nyt domicil til Otto Schachner

Det første spadestik i Taulov Dry Port blev taget i september 2015, hvor opførelsen af et nyt domicil til virksomheden Otto Schachner ApS blev igangsat i Prinsessens Kvarter.

I det byggemodnede erhvervsområde nord for motorvej E20 ved Taulov i Fredericia, hvor ADP A/S har erhvervet 200.000 m2 jord, opfører ADP 4.000 m² lager og 650 m² domicil i to etager med kontor, showroom og kantine for virksomheden Otto Schachner ApS.

Beliggenheden er altafgørende
”For os er beliggenheden i Taulov Dry Port-området oplagt af flere årsager. Placeringen tæt på motorvejen giver os nogle muligheder for at optimere vores forretning og give os større synlighed. Derudover ligger der nogle meget spændende udviklingsperspektiver for hele Taulov Dry Port-området, hvor der på sigt kan skabes synergi mellem virksomhederne i området”, siger adm. direktør Jan Lund fra Otto Schachner ApS.

Otto Schachner tog det nye domicil i brug den 1. juni 2016.